Det udløser en gevinst til jer i form af en fødselsberetning. Nok ikke en der er ud over det sædvanlige, med blod, urin og opkast. Men en beretning om en virkelig hendelse for mig, som har sat dybe spor i et lille menneskes liv gennem hendes barndom og i resten af hendes familie.
Alberte var et ønskebarn, det har alle tre været. Men Alberte var planlagt og vi kunne ikke vente til min urin (som pludselig blev sin vægt vejr i guld) ville udløse de to berømte streger på en graviditets test. Og sørme om de ikke gjorde det ret hurtigt. Faktisk prøvede vi ikke mere end et par måneder, selvfølgelig afbrudt af spise pauser.
Dagen kom eller retter sagt natten hvor de velkendte smerter meldte sin ankomst. Jeg lå i min seng (hvorfor starter fødsler ofte om natten), smerterne begyndte at blive så jeg ikke kunne finde ro og jeg stod op og gik i bad. Kennet gik i en lettere form for panik og ville ha vi skulle køre afsted med det samme. Men nej jeg skulle selvfølgelig lige ha glattet mit hår med mit glatte jern. Meget logisk handling, når man står med veer og det halve af tiden ligger i foster stilling.
Det var den smukkeste sommer aften, fuglene sang da vi ankom til sygehuset. Jeg stoppede ved indgangen til sygehuset og bukkede mig forover en bænk. Denne position mente kennet skulle foreviges, så det har vi selvfølgelig et billed liggende af.
Veerne tog til og jeg tænkte flere gange, hvad det dog var jeg havde rodet mig ud i. Ja faktisk tænkte jeg en overgang at sex var roden til alt ondt og ikke noget jeg nogensinde behøvede beskæftige mig med igen. Og da det var smerterne var allerværst fik jeg veestorm. Og da jeg troede jeg ikke kunne mere, gik det hele i stå. Min livmor er åbenbart indrettet så smart, at hvis jeg boede i afrika og skulle føde et barn ville jeg dø. Min livmor kan ikke ikke selv gennemføre en fødsel uden vedrop. (hvilket vi ikke vidste på det tidspunkt)...
Efter en masse ståhej fik de anlagt et drop med veestimulerende medicin og så kom toget bankende ind over mig igen. jordmoren som havde spise HVIDLØG og åbenbart havde været på ferie ved Gardasøen (vi fik nemlig hele historien) fik smidt mig op i en sækkestol på sengen og der kunne jeg så ligge. Det skulle være godt for Alberte fordi hendes kurve faldt lidt. Hver gang enn ny ve meldte sin ankomst troede jeg at det var enden på mit og ikke mindst Albertes liv. Det føltes bar forkert det hele.
Jeg blev bange og fik fremstammede så godt jeg kunne at det gjorde ondt i den ene side af min hofte og IKKE i mit underliv (hvor jeg huskede smerterne fra min første fødsel). Jordmoren sad ved sin computer og sagde bar rolig det er helt normalt. Da jeg var ved at besvime flere gange, fik hendes assistent hevet hende hen til sengen så hun kunne få syn for sagen. Pludselig efter 16 timers kamp kom Albertes hovede til syne, og det var til stor begejstring for alle indtil vi kunne se hendes hovede var mint grøn. Så vågnede hun op og begyndte lettere panisk at forklare mig jeg skulle presse hende ud med næste ve. Det var MEGET vigtigt!
Aldrig har jeg brugt så mange kræfter, jeg skreg så jeg blev helt bange for mig selv. Og ud kom hun og hun var ikke blevet mindre grøn.
Hun rettede sig hurtigt og blev suget diverse steder og kom op til mig. 4550 g og 54 cm = et stk. mega baby. Vi grad begge af glæde og Kennet skyndte sig ud og ringe til vores forældre. Storesøster Malou og svigermor kom ind på stuen med det samme og sagde kort hej til lillesøster Alberte.
Freden sænkede sig og vi kom hjem med vores nye guldklump og var lykkelige. Hun var eksemplarisk de første 14 dage, sov og spiste. Som de nu gør, men så begyndte hun at få ture hvor hun var utrøstelig. Efter flere lægeundersøgelser og indlæggelse af flere omgange i Herning med hende blev vi sendt hjem. De mente alle sammen at jeg som mor påførte hende uro, ved at være nervøs for der var noget galt med hende.
Vi tog derefter til børnekiropraktor med hende (Den rødeplads i Holstebro) Hvor de kunne mærke hendes krageben havde været brækket ved fødslen. Og stadig var i forstuvet tilstand, da den aldrig havde fået ro.
Forsættelse følger........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar